Gazipasa

Ocean Paradise

Transportmuligheder fra Gazipasa lufthavn til lejligheden

Der er kun 12 km fra lufthavnen, så man kan tage en taxa. Eller man kan leje en bil til levering i lufthavnen - se evt. udlejere under Links.
Kørselsvejledning kan hentes her (PDF)

Transportmuligheder fra Antalya lufthavn til lejligheden

Fra Antalya er der 180 km, og taxaer ikke er billige i Tyrkiet.
I stedet kan man tage med bus, blive hentet eller leje bil og selv køre.

Bil: I kan leje bil, som står klar til jer i lufthavnen. Fx gennem Eurodan, se under Links. Se kørselsvejledning til lejligheden her (PDF). Lejebiler udleveres altid med næsten tom tank, så du skal ind på den første tankstation, som du møder (der er masser af dem) og fylde op. Husk også at købe vand til jer selv til turen.    

Charterbus: Charterselskaberne tilbyder ofte at man kan købe billet til deres busser og køre med dem til Alanya. Herfra kan man så tage en taxa, en offentlig bus eller leje en bil til Gazipasa. Afstand ca. 45 km.

Transfer: Der er masser af firmaer der arrangerer afhentning i lufthavnen og kører jer lige til døren. Søg på nettet eller prøv Konrad eller Eurodan - se under links.

Offentlig bus: Langdistancebusserne i Tyrkiet er normalt store komfortable busser med aircondition og de har ry for at køre til tiden. På ruterne langs Middelhavet hedder busserne som regel Akdeniz eller Metro.

Men med sædvanlig tyrkisk organisationstalent, så har busserne ikke noget fast stoppested i lufthavnen. I stedet stopper de langs hovedvejen, som går forbi lufthavnen. Derfor er man nødt til at tage en taxi fra lufthavnen til hovedvejen – sig til chaufføren at du skal sættes af ved siden af hovedvejen i retning mod Alanya fordi du skal med bussen.
Bussen skal have et skilt i forruden, hvor der skal stå: Adana eller Mersin – så kører den gennem Gazipasa. Du skal gøre tegn til bussen om at den skal stoppe. Busserne kører mindst én gang i timen i dagtimerne. Buspriser i Tyrkiet er ret billige.
Køretiden fra Antalya til Gazipasa er ca. 3 timer.

Du kan også tage en bus med skilt til Alanya, men så skal du skifte til en af de andre busser på busstationen (Otogar) i Alanya. Eller du kan tage en taxa fra Otogar i Alanya til holdepladsen for de små Gazipasa dolmus busser, og så tage med den til Gazipasa. Dolmus busserne kører hver 20. minut. Holdepladsen for Gazipasa bussen er på omfartsvejen, hvor 25-meter vejen munder ud i omfartsvejen og på hav-siden af vejen. Der er ikke meget plads til bagage i dolmus busserne.

I Gazipasa er du nødt til at tage en taxa ud til lejligheden. Der går ingen busser derud pt. (febr. 2012) men der er bygget busstoppesteder, så de er sikkert på vej.