Gazipasa

Ocean Paradise

Anamur og Anamurium

Anamur er den næste større by, man kommer til, når man fortsætter langs Middelhavets kyst mod øst. Turen dertil er meget smuk. Man kører ad kystvejen som snor sig oppe i bjergene. Der er flotte udsigtspunkter over bugter med dejlige, næsten øde strande, klipper der rager ud i havet, banan plantager og mindre landsbyer. Vejen er asfalteret og tosporet. Der er adskillige restauranter langs vejen og et utal af banansælgere – gad vist hvem de regner med, der skal købe alle de bananer?

Turen til Anamur varer ca. 1 ¾ time – der er ca 85 km. Når man kører ned ad den sidste bjergside får man udsigt over hele Anamur, som ligger i en stor flad dal ud til vandet. Lige før man kører ind i Anamur, kan man dreje til højre ved vejviseren mod Anamurium.